HVIDLØG

For at få de bedste hvidløg skal de sættes i efteråret 4-6 uger før den første nattefrost, så de kan nå at etablere et godt rodsystem. Kan med fordel dækkes med halm. Løgene skal helst ikke være spiret, når de sættes.

Sættes i 4 rækker med 8 cm mellem løgene. Pres løget ned i jorden og dæk til med jord, så kun spidsen stikker op.

Hvidløg er gode til at beskytte jordbær, og kan med fordel sættes mellem rækkerne!

NÆRINGSBEHOV
Hvidløg er ikke specielt næringskrævende, men har godt af kompost tidligt i foråret—senest i april, da kraften ellers ikke når at gavne løget, men giver store blade i stedet.

PASNING
Når væksten begynder tidligt i foråret gødes de med kompost—senest april. Derudover kræver de ikke særlig megen pasning.

Nogle af løgene sætter en blomst (topløg) på en snoet stængel (deraf navnet slangehvidløg). Hvis topløgene ikke skal bruges til formering, skal blomsten fjernes, da den hæmmer hvidløgets vækst.

Hvidløg, som ikke er blevet høstet, vil spire i jorden året efter. Er der flere fed i hvidløget, vil hvert fed spire, og man kan tage klumpen op og plante de enkelte spirede fed ud, som bliver til enkeltfeds-hvidløg.

HØST
Modsat almindelige løg knækker toppen ikke ned. Hvidløg er høstklare fra midt i juli, når stænglen bliver tynd og ikke er saftspændt. Tjek nogle stykker, inden alle løgene høstes.

Hvidløg har stor tilvækst i de sidste uger inden de er høstklare, så vent til de er færdige. Men venter man for længe med at høste, kan det yderste dæklag blive ødelagt, og man risikerer råd i løgene.

TØRRING
Det er meget vigtigt, at hvidløg ligger tørt og luftigt i min. 3-4 uger. De skal ligge spredt og enkeltvis for at undgå at de rådner. Inden endelig opbevaring kan man så fjerne det yderste lag dækblade med jord på.

Opbevares bedst ved 10-15 gr. – så undgår man, at de spirer om foråret. Ønsker man at bruge hvidløg til at sætte, skal de ned under 8 gr.